Legepatruljen på Klarup Skole!

Legepatruljen er navnet på et projekt, der skaber fysisk aktivitet for indskolingsbørn i frikvartererne gennem leg og bevægelse udendørs. Det sker med de ældste elever som igangsættere for de yngre. Gennem projektet uddannes elever fra 7.-8. klassetrin på Klarup skole til legepatruljer på et kursus tilrettelagt og styret af legeinstruktører. Legepatruljerne vælges udfra ansøgninger til at deltage i kurset. På skolen fungerer eleverne som forbilleder for yngre skolekammerater og inspirerer de yngste elever i 1. afdeling til at sætte gang i legen.

Udover at skabe bevægelse tager en legepatrulje ligeledes et indirekte medansvar for fællesskabet på skolen. Gennem legepatruljen bliver der skabt et miljø med masser af leg og bevægelse i frikvartererne for alle børn på tværs af klassetrin. Derved kommer børnene tættere på hinanden og danner nye sociale relationer samtidig med, at børnenes bedre fysiske trivsel giver en roligere hverdag og færre konflikter.

Legepatruljerne er iklædt en grøn legepatruljeuniform, har legeredskaber og en grøn bænk som man kan sætte sig på, hvis man mangler nogen at lege med. Der hænger et opslag i 1. afdeling, hvor planer og billeder af legepatruljerne præsenteres.

 

Når året er omme, belønnes de aktive elever fra legepatruljen med et fælles arrangement sammen med kontaktlæreren.

 

Mvh

Legeinstruktør, Sonja Jensen

Tlf. 96365500

[email protected]

 

Projektet er udviklet af Dansk Skoleidræt
www.skoleidraet.dk